Søndagsoptimistisk

Er glad. For tingene går den rigtige retning. De er ikke perfekte, men går afgjort i den rigtige retning. Personen på hospitalet er i bedring. Også selvom h*n har tabt sig. Fra 42 flotte kilo til 37. Startvægten var 39. Ved ikke helt lige hvad det der plejepersonale har gang i. Når man er på opfedningskur, burde ikke være muligt at tabe sig, vel? Anyway, så er personen der - hvilket er nok til at mit hjerte springer i tusindvis af små, lykkelige stykker, når h*n smiler eller laver en lille joke. Vi havde en rigtig samtale. Jeg filede negle på personen. Tvang avocado ned ( A-VO-CA-DO - lammer til den næste, der udtaler det advokado. Det lyder s.i.m.p.e.l.t.h.e.n for dumt.)

Derudover er jeg startet på mit job igen efter lang ferie. Mit fantastiske, skønne, fyldestgørende job. (Seriøst. Er ikke engang ironisk. ELSKER mit job! Ville gå på arbejde hele tiden, hvis jeg kunne.)
Hvor jeg har fået ansvar for et stort projekt.

Skal starte i skole igen. På torsdag. Måske ikke den mest fantastiske optur, for betalt ferie skal man ikke undervurdere. Men, men, men... det bliver jo nok rart at begynde at lære ting igen. Og have et sted man skal møde op. Det er godt nok.

Og nu bliver jeg kæreste-klam. Skynd jer væk, hvis I er sådan nogen, der ikke gider høre om andres elskede. Men for helved, altså. Jeg er altså den heldigste verden. Han er skøn. Han er tålmodig. Han er hidsig. Han respekterer mig. Han er humoristisk. Han ser pisse godt ud.
Og jeg kan stadig, efter 5 år (5 ÅR! 5 Å.R!!!!) få gelehjerte og gummiknæ når han smiler til mig på den måde.

God søndag aften til jer alle. Virkelig!

Fredagsrock på plænen!

Min mor har lige ringet - hun har fået fribilletter til Tivoli. Om  vi ikke skulle tage ind og se Mads Langer idag?
Det siger man jo ikke nej til! Så nu glæder jeg mig til at stå i støvregn og høre smuk musik.

God fredag til jer alle!

Onsdagsopgivende

- En person tæt på mig er indlagt på hospitalet. Jeg sørgede for indlæggelsen. Fik et chok, da lægerne sagde til mig, at vedkommende havde været død, hvis h*n havde ligget 2 dage længere. Føltes lidt som om, himlen faldt ned i hovedet på mig.

- Min mor er lige blevet langtidssygemeldt. På min anbefaling. Når ens mor hænger i tudende i røret 3 gange om dagen, så er der noget i vejen. Som skal fixes. Af andre, fordi konen ikke selv har overskud. Derfor har jeg ageret  mellemled og personlig assistent det meste af ugen
.

- Ny sæson på arbejde. Fedt, at starte på arbejde igen, som jeg elsker, men for helved, hvor er der mange detaljer, der skal på plads. Hele tiden. Sådan er det at arbejde med mennesker. Åbenbart.

- Jeg har brugt for mange penge. På tøj. På smykker. På champagneglas (?!). På blomster (til mig selv). På italiensk mad (fordi jeg ikke gider selv.) På rå fisk, japanese style (fordi jeg ikke kan lave sushi selv.  Eller gider, for den sags skyld.) Og nu står der (underligt nok?!) ikke særlig mange penge på kontoen. Den står på ikke særlig eksotiske æggemadder og kogt pasta resten af måneden.

- "Robinson" starter igen. Helt ærligt.

- Vild med dans starter igen. (...... HELT ÆRLIGT!?)

- Har 200 kg vasketøj. Og intet vaskepulver. Og ingen penge til at købe vaskepulver for. (Men har 12 champagneglas fra Villa Collection. Skru dog hovedet ordentligt på, kone!)

God onsdag til jer andre også.

+ S -J = Muffins, tud, latter og tv-serie, hvis titel, man ikke husker.

Har haft en god dag. Min veninde S kom på besøg. Fik smidt J ud af huset, så vi kunne have kvalitetstid uden mandlig indblanding. For seriøst, orker ikke tøsesnak med mandekommentarer tilknyttet.

Vi satte en ligegyldig serie på. Og så så intet af det, men snakkede istedet. I 12 timer. Mens vi røg 800 cigaretter. Og åd 4 muffins. Og en pakke cookies. Og pasta. Tudede lidt. Og grinede meget.

Livet er okay.

Hvem skal holde kæft? #2

- Folk, der er startet på arbejde og bliver sure på studerende. (Ja, jeg har betalt ferie til september, og hvad så??? Skal vi slås om det?)

- Gamle damer, der blive sure, når man man kommenterer, at de springer over i køen. Specielt, når de bruger argumenter som: "Jamen, jeg er gammel!". Ja. Og jeg er ung. Og har et liv. Dvs. travlt. Du har hele dagen til at købe din havartiost og bidesild. Kan du ikke gøre det på et andet tidspunkt af dagen end kl 16.00 når Føtex er ved at eksplodere af børnefamilier og andre mennesker med liv?

- Gordon Ramsay. Ja ja, du laver mad. Måske endda god mad. Men seriøst, Gordon. Du har lavet 213.000 forskellige kokkeprogrammer, der viser det samme. At du er den bedste kok i VERDEN og kan/skal/må lære andre idioter at lave mad/gøre rent i deres køkkener/ servere/ præsentere deres lort alt i mens du bander og svovler som en havneluder. (Det sidste er faktisk det, jeg bedst kan lide ved dig. Det må du gerne blive ved med. Men stop det andet. Seriøst! Medieluder. )

- Bo Beck. Fordi han ikke kan bande som Gordon Ramsay.

Bridget vs. Britney?

Fik en foruroligende tanke i dag. Den kom til mig, da jeg zappede hen på et program, der handler om mennesker, der er for lækre til lååååååve.

Min første indskydelse var at grine. For hold da op, hvor er Ciano & Co. dog dumme at høre på! Og har slet ikke fattet, hvad kærlighed handler om. For mig, handler kærligheden om samhørighed. Om oplevelser. Om at ligge i sengen en hel dag uden at se på uret. Om at skændes. Om at hade hinanden og elske hinanden samtidig. Men idiot-Ciano fik degraderet kærligheden til noget, som kunne afgøres af en hat. Hans date havde en hat på, der var grim. Samtidig kunne hans date lide ost. Og ost er altså et no-go når man er halvt italiener (!?).  Så de skulle ikke mødes igen.


Men det var ikke så meget det, der gjorde mig bekymret. Jeg begyndte at tænke på, om det er sådan andre mennesker vurderer én? Om man kan lide ost eller ej. Om man har skæve bryster. Om man har en forkærlighed for lambrusco på hverdage eller kan indtage 1 1/2 kg kød uden at have det dårligt. Om man vejer 10 kg for lidt elle for meget.

Jeg vil ikke fravælges, fordi jeg er mig. Samtidig vil jeg ikke passe ind i nogen boks, for at blive accepteret. Så hvad gør man så?

Bridget eller Britney?