Det er et chok. Vi startede med at prøve i august. I september fandt jeg ud af at jeg var 5 uger henne. Det er med andre ord gået sindssygt stærkt. Meget fedt at vide at man er fertil - har ofte tænkt at det virkelig være er hårdt slag hvis enten J eller jeg ikke "fungerede".
J er sindssygt glad. Tror lige han skulle vænne sig til tanken om at det var gået så hurtigt - men han glæder sig til at være far. Jeg er egentlig ikke ramt af gener så slemt. Har en del ligamentsmerter (man kan virkelig mærke at der er nogen der flytter ind!), mega ømme bryster (!!!!!) som yderligere er vokset mindst en størrelse og er blevet tunge. Har haft en smule kvalme men ikke noget at skrive hjem om.
Vi skal til vores første scanning når jeg er 9 uger henne. Jeg glæder mig til at se hjertet slå - det gør det mere ægte. Alle vores venner og min søster holder på at det bliver tvillinge-drenge . Kønnet kan man selvfølgelig ikke se til en scanning, men man kan se hvor mange det er. Det er så spændende og jeg glæder mig til at gå ind i den her del af vores liv sammen med J.
