Det dér kræft...

sutter røv.

Vi fik at vide i går, at min svigerfar ikke står til at rede. De stopper behandlingen af hans kræft, da den er blevet resistent. Det er helt uvirkeligt samtidig med, at det på et eller andet niveau er rart at have noget konkret at arbejde med. Vi har skulle tage stilling til hospice, hjemmepleje osv. Det der er svært er, at når han fx får plads på hospice er det lig med at resten af hans behandlinger (saltvand, antibiotika, fosfor osv.) stopper. Og så ved de ikke hvor hurtigt det går. I teorien kan han være død på det her tidspunkt i næste uge.


Hvis jeg ikke havde så travlt med svigerfar, bachelor, graviditet, arbejde osv., så havde jeg ligget i noget fosterstilling lige nu.

Sex og graviditet

Ehm. Ved sgu ikke helt om det er for underligt at skrive om sit sexliv som gravid. Men på den anden side - så ville jeg ønske, at der var nogen, der havde fortalt mig om de ændringer, der sker!

De første 3 måneder af graviditeten var sex ikke noget problem. Okay, indrømmet - jeg tudede som en pisket første gang vi havde sex efter vi opdagede graviditeten. En eller anden sindssyg Hormonella-tankegang fik mig til at tro, at der var noget i vejen med baby efter sex. Tudede som pisket, samtidig med at jeg skraldgrinede over min egen følsomhed. J var et måbende spørgsmålstegn.

Efter dén omgang, gled det ellers fint og uden hysterianfald. Min krop havde ikke ændret sig så meget, at jeg tænkte over den. Den største ændring sad klart i brysterne. De blev større og tungere, blodårerne blev VIRKELIG tydelige og brystvorten voksede en smule i størrelse. Ikke noget at være generet over. Uge 12-20 var fantastisk. Har aldrig (ALDRIG) haft så meget lyst til sex. Graviditeten begyndte at blive synlig, men stadig ikke noget generende. J er heldigvis en af de mænd, der er skruet sådan sammen at han kun synes jeg blev mere sexet af at være gravid. Behøver jeg at skrive, at vi knaldede som kaniner?

Men nu... gys. Jeg er i uge 26 og maven begynder at være i vejen. Jeg føler mig stor og tung og usexet. Eller det vil sige - jeg har enormt lyst til sex.
Jeg har bare ikke lyst til selv at være involveret. Og på så er det ret svært at koncentrere sig om akten, når vores dreng gør opmærksom på sig selv igennem spark osv. imens. Føler mig enormt splittet imellem mit gamle jeg og den mor, jeg er ved at forme mig til. Det der med at ens krop ikke er ens alene er både virkelig fantastisk og virkelig fucked up.
Det er rimelig frustrerende, så tror jeg skal ud i nogen research om stillinger osv. For det ville sgu da være ærgeligt ikke at kunne nyde hinanden, når nu vi begge har lyst.

Hvad maven gemmer på..

Jeg er i dag 25+2 på graviditetssprog - med andre uger er jeg i uge 26 i min graviditet.

Alt er forløbet fuldstændig perfekt. 

Ingen kvalme, ingen madlede, ingen halsbrand, ingen hæmorider (jeps, dem kan man åbenbart få!) og få hysterianfald. (Okay. Måske mere "acceptabelt" antal hysterianfald). 

Har til gengæld tudet over åndssvage ting (Fx min mors hundehvalpe, der skal sælges. Kunne næsten ikke bære, at de små hunde skulle væk fra deres mor).

Vi skal have en lille dreng - men det vidste jeg jo godt. Har ihvertfald haft det på fornemmelsen, siden jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Jeg har været ekstremt bekymret for min vægt i forbindelse med graviditeten - som I ved, så er jeg overvægtig på BMI skalaen, og ville helst ikke tage for meget på. 

Indtil videre har jeg taget 6 kg på og får ikke andet end ros fra læger og sundhedsplejersker - måske er det i virkeligheden mig, der skal slappe en smule af. 

På ovenstående billede kan man se den udvikling, der er sket - synes det er vildt hvor meget der er sket! 

Jeg er her stadig.

Nu er der gået næsten 4 måneder siden mit sidste indlæg, hvor jeg afslørede, at jeg var gravid. 

De sidste mange måneder har været fantastiske og modbydelige på samme tid. Fantastiske på grund af det liv, jeg kan mærke i min mave. Modbydelige på grund af det liv, der er ved at forlade os - min svigerfar er med andre ord virkelig syg af sin kræft, og for at være ærlig - så ser det ikke godt ud. 

Det er underligt dobbeltsidet, det der med at gro et liv mens et andet siver ud imellem hænderne på en. 

Jeg vil forsøge at genoptage bloggen igen. Jeg er simpelthen begyndt at savne at skrive herinde. Håber stadig, at nogen af jer følger med. 

Jeg vil holde min svigerfars sygdom i baggrunden og fokusere på min graviditet herinde - det er altså mest rigtigt.