Årh altså. Fucking lorte aften.
Har haft det mest åndssvage skænderi med J. Der handlede om hvorvidt der skal creme fraiche i guacamole eller ej (det skal der IKKE!).
Udviklede sig til den sindssygeste magtkamp. Han smed creme fraiche lige i ansigtet på mig. Og så var det jeg kortsluttede. Fuldstændig. Og kylede et eller andet i hovedet på ham. Han skubbede mig. Hårdt, væk. Hvor efter jeg smurte ham en på skrinet.
Vi stod forvirrede og forskrækkede og gloede på hinanden. Hvad fanden sker der?
Problemet er, at jeg ikke kan sådan noget. Jeg kan ikke håndtere en magtdemonstrationer - som da han lagde ud med at smide noget i hovedet på mig. Ikke noget med at jeg bare ikke vil finde mig i det - jeg kan fysisk og psykisk ikke kapere det. Min hjerne lukker ned, min krop reagerer instinktivt. Jeg er fyldt med hvidglødende, skønt raseri.
Kender kun det raseri ét sted fra - da min stedfar drak. Når han smed noget i hovedet på min mor, smed rundt med tallerkener, aftensmaden, stolene.
J og jeg har snakket sammen. Og alt er okay. Men jeg har sagt til ham, at han aldrig nogensinde skal få mig til at føle den vrede igen. Aldrig. Nogensinde.
For jeg kæmper så hårdt for at give slip og efterlade den i fortiden, hvor den hører til. Og jeg har virkelig brug for at J er på min side i den kamp. Han kunne ikke være mere enig.
Det har jeg også prøvet engang.. Hvor man pludselig er så rødglødende at man mister besindelsen. Og pludselig ser den grimmeste side af sig selv.Den side som man kun tror gælder for sindsyge mærkelige parforhold, man ikke har lyst til at være venner med. Det er næsten værre at stå i det lille klare øjeblik og se på sig selv udefra. For man kan altså godt blive lidt skræmt:/
SvarSletDu har så evigt ret - problemet for mig er, at raseriet er en gammel kending, som jeg prøver at sige farvel til. Det var egentlig dét jeg blev mest skræmt over. At den stadig var lige under overfladen.
SvarSlet