sutter røv.
Vi fik at vide i går, at min svigerfar ikke står til at rede. De stopper behandlingen af hans kræft, da den er blevet resistent. Det er helt uvirkeligt samtidig med, at det på et eller andet niveau er rart at have noget konkret at arbejde med. Vi har skulle tage stilling til hospice, hjemmepleje osv. Det der er svært er, at når han fx får plads på hospice er det lig med at resten af hans behandlinger (saltvand, antibiotika, fosfor osv.) stopper. Og så ved de ikke hvor hurtigt det går. I teorien kan han være død på det her tidspunkt i næste uge.
Hvis jeg ikke havde så travlt med svigerfar, bachelor, graviditet, arbejde osv., så havde jeg ligget i noget fosterstilling lige nu.
Jeg kender følelsen. Her til april er det 2 år siden min svigermor døde.
SvarSletDet er noget rigtig lort. Husk at passe på dig selv i alt det her. Selvom det er din kæreste der kommer til at stå med den største sorg og ens (i hvert fald var det min) naturlige reaktion er at tage over, så husk at passe på dig selv. Det er virkelig hårdt at komme igennem, men på en eller anden måde klarer kroppen det altså helt automatisk. Så kigger man tilbage og tænker "Hvordan fanden gjorde vi lige dét?!".
Ellers så tror jeg ikke jeg har så mange gode råd. Jeg var selv rædselsslagen for hvordan det ville være, men man kommer igennem det, uanset hvor svært det så ser ud. Husk også på, at mange steder har rådgivning for pårørende til pårørende... Det kan være svært at stå på sidelinjen uden at have samme sorg som nærmeste pårørende, men at man samtidig er så naturligt indblandet i det hele.
Jeg sagde til min kæreste, at jeg gjorde tingene som jeg syntes det faldt mig naturligt, men at jeg aldrig havde stået i denne her situation før, så han måtte sige til hvis jeg gjorde eller sagde for meget eller for lidt.
Øv, hvor er det synd for jer, jeg håber det kommer til at gå så "godt" som sådan noget nu kan, uden for mange smerter og ubehagelige overraskelser undervejs :(