De første 3 måneder af graviditeten var sex ikke noget problem. Okay, indrømmet - jeg tudede som en pisket første gang vi havde sex efter vi opdagede graviditeten. En eller anden sindssyg Hormonella-tankegang fik mig til at tro, at der var noget i vejen med baby efter sex. Tudede som pisket, samtidig med at jeg skraldgrinede over min egen følsomhed. J var et måbende spørgsmålstegn.
Efter dén omgang, gled det ellers fint og uden hysterianfald. Min krop havde ikke ændret sig så meget, at jeg tænkte over den. Den største ændring sad klart i brysterne. De blev større og tungere, blodårerne blev VIRKELIG tydelige og brystvorten voksede en smule i størrelse. Ikke noget at være generet over. Uge 12-20 var fantastisk. Har aldrig (ALDRIG) haft så meget lyst til sex. Graviditeten begyndte at blive synlig, men stadig ikke noget generende. J er heldigvis en af de mænd, der er skruet sådan sammen at han kun synes jeg blev mere sexet af at være gravid. Behøver jeg at skrive, at vi knaldede som kaniner?
Men nu... gys. Jeg er i uge 26 og maven begynder at være i vejen. Jeg føler mig stor og tung og usexet. Eller det vil sige - jeg har enormt lyst til sex.
Jeg har bare ikke lyst til selv at være involveret. Og på så er det ret svært at koncentrere sig om akten, når vores dreng gør opmærksom på sig selv igennem spark osv. imens. Føler mig enormt splittet imellem mit gamle jeg og den mor, jeg er ved at forme mig til. Det der med at ens krop ikke er ens alene er både virkelig fantastisk og virkelig fucked up.
Det er rimelig frustrerende, så tror jeg skal ud i nogen research om stillinger osv. For det ville sgu da være ærgeligt ikke at kunne nyde hinanden, når nu vi begge har lyst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar