Idioti en masse.

Har lige presset min egen tommelfinger i hvidløgspressen.

Du er ikke syg nok i hovedet, vel?

Har lige en opfølger til mit indlæg om min Onkels indlæggelse på psykiatrisk hospital. Han er nu, 1 1/2 uge efter, blevet udskrevet. Han er ikke syg nok i hovedet. Lægerne mener, at han nok mere er ludoman. Selvom "de også mener, han er meget depressiv". Kommunen, som skal overtage hans sag, hvis han er ludoman, mener at han helt sikkert er syg nok i hovedet, til at være indlagt. For så er han ikke længere deres ansvar.
Det er så, hvad det er. Men da lægen svarede på mine indsigelser med denne begrundelse: "Der er jo også andre, der er syge!" tabte jeg kæben. Og besindelsen. Og spurgte om man virkelig skal skære håndleddene over på sig selv, voldtage andre eller blotte sig for børn,  før man er syg nok?

Så nu er mit spørgsmål. Hvor skal han nu gå hen og få hjælp? Hvem skal hjælpe ham op af hullet?

Psykiatrisk skadestue og stuvet hvidkål.

Nå. Min onkel er blevet indlagt. På en åben psykiatrisk afdeling. Fordi han har en dyb, dyb depression. Som han slet ikke kan komme op af selv. Og som måske gør ham til fare for sig selv. Eller andre.

Det var min mor, der fik ham indlagt. Hun ville ikke se på, at han gik og led hele tiden. '
Men er vred på min mormor. For min onkel er et af de børn, der bare havde brug for vejledning og hjælp. En voksen støtte. Det fik han aldrig, og nu er han bims. Kan godt gå hen og blive lidt vred  midt i hen stuvede hvidkål hos min mormor og hele stuen er fyldt med spørgsmål, der ikke bliver sagt højt.

"Hvor var du, da dine børn havde brug for dig?".

Håber de fleste mødre rent faktisk tænker over dette. Klæder skaber folk. Mødre skaber mennesker. Gør det dog ordentligt, gider I?

Regnvejr og kramper i understellet.

Det regner udenfor. Det er søndag. Kan ikke huske hvornår jeg sidst var i bad. Ikke som i noget, man siger, men som i noget jeg rent faktisk mener. Ser Viasat History. Alt i alt, en rigtig lortedag. Men er det virkelig nok? Nej nej da! Mit underliv har samtidig besluttet sig for, at i steder for almindelige den-tid-på-måneden smerter, skal jeg udsættes for ualmindeligt grimme, kvalmefremkaldende smerter. Føles kraftedme som om et hold af tonstunge, polske betonarbejdere er gået i gang med at ommøblere derinde.

........

Går i hi. Og står IKKE op før imorgen.

Silikonebabser og tissemænd i skuffer og skabe vol.2

Ville bare lige fortælle jer, at der var silikonebabser og tissemænd i skufferne. Spurgte beboeren. Han svarede meget frit, at han godt kunne lide, at klæde sig ud som en dame.
"Og damer har bryster og kan lide tissemænd" sagde han og ville meget gerne vise mig sin samling af tissekoner. Det sagde jeg så pænt nej tak til. Men har lovet ham, at han må læse højt fra sit Grønlandskort i morgen.


Case closed.

Silikonebabser og tissemænd i skuffer og skabe vol.1

Kan I huske jeg bitchede over, at jeg skulle arbejde en hel uge? Nå, men jeg var der i dag. Og måske bliver min uge ikke så slem. Jeg er nemlig på et hjem for hjerneskadede. Og hvor er de dog skønne! Fx var der Peter. Som havde mærkater på alle skuffer og skabe. For at fortælle, hvad der er i dem. To af dem havde mærkaterne "silikonebryster" og "tissemænd". Havde en ustyrlig lyst til at kigge i dem. For HVAD er der dog i den slags skuffer? Er det for sjov? Eller er der rent faktisk tissemænd i skufferne???

Må undersøge det nærmere i løbet af ugen!

Heldigvis er jeg ikke på ferie længere.

Er hjemme. Efter en uges helvede.


Har været i sommerhus med noget af min familie. På den grimme, hvorfor-tog-jeg-med måden. Jeg hader at holde "ferie" med den del af min familie. Hvor man prøver at være sammen, selv om man ikke har tilbragt en uge sammen siden jeg var 6 år gammel. Hader det. Hader, hader, hader det. Hvorfor ikke bare indse at man kun kan være en familie 12 timer ad gangen før det bliver for meget? Kan slet, slet ikke se hvad det selvpineri skal til for. Det er ligegyldigt og smertefuldt.

Har aldrig været så glad for at se mine 112 m2, som jeg var, da jeg kom hjem i dag. Skal heldigvis drikke rosé, ryge en karton smøger, spise spegepølsemadder og se nogle venner i aften. Har brug for noget nursing. Nu, tak.

...... I told you so!

Min lillesøster og min bedste ven siden gymnasiet blev kærester for 4 måneder siden. Og det var jeg ikke skide begejstret for. Vel. For hvem gider lige dele sin bedste ven med sin søster? Som om jeg ikke allerede er blevet nødt til at dele mit bedste legetøj med hende igennem hele mit liv? Vil fandme have mine venner i fred. Men sådan blev det ikke. De blev kærester. Det er de så ikke mere. Og selvom de heldigvis var enige om at stoppe forholdet, skal jeg stadig trøste. Og lytte. Og købe chokolade, hvidvin og smøger i kilovis. For det er sådan noget storesøstre skal. Passe på de små søskende. Selvom de faktisk er ret store nu og egentligt kan det meste selv. Og jeg elsker den rolle. Det gør jeg altså.
Men hele dagen i dag har én sætning kørt rundt i hovedet på mig og været på spidsen af min tunge:

".... I told you so!"

Men man tier stille. Og er egentlig lidt lettet. For måske begynder de begge at smile lidt igen snart.